DBU redder kvindelandsholdet

UEFA’s Appelinstans har i dag besluttet at afvise Sveriges klage over UEFA’s Disciplinærinstans afgørelse fra november sidste år.

 

Sportsretsadvokat (H) Jens Bertel Rasmussen udtaler i den forbindelse over telefonen fra Frankrig:

”Kvindelandsholdet burde sende en stor tak til DBU”

Han fortsætter:

”Kvindelandsholdet og Spillerforeningen er sluppet heldigt fra det – undskyld mig – hasardspil som deres forhandlinger i virkeligheden var.”

UEFA’s disciplinærinstans traf i november sidste år afgørelse om at sanktionere DBU med følgende sanktioner som følge af, at kvindelandsholdet ikke stillede til kamp mod Sverige:

  1. Bøde på 20.000,00 Euro.
  2. Betinget udelukkelse som effektueres hvis Kvindelandsholdet indenfor de næste 4 år igen udebliver fra kampe under FIFA og UEFA.
  3. Taberdømt 0-3 i kampen mod Sverige.

UEFA’s disciplinærinstans begrundende den ”milde” afgørelse i, at den manglende deltagelse i kampen i overvejende grad var foranlediget af Spillerforeningen.

I hovedtræk anerkendte UEFA’s disciplinærinstans at:

  1. Spillerforeningens ultimatum, hvorefter de ikke ville stille til kamp medmindre der blev indgået en ny aftale, var for vidt rækkende, da en sådan aftale ville ændre hele DBU’s struktur.
  2. DBU og Spillerforeningen forsøgte at finde en løsning indtil ”sidste sekund”.
  3. DBU forsøgte at stille hold med spillere der normalt ikke ville kvalificere sig til landsholdstruppen, men at Spillerforeningen afskar denne mulighed ved at presse spillerne til at afvise alle henvendelser fra DBU via udtalelser til medierne og ved direkte henvendelse til de enkelte spillere.

 

Sportsretsadvokat Jens Bertel Rasmussen udtaler hertil:

”Hvis det ikke var fordi, at DBU havde gjort alt i deres magt for at få afviklet kampen, så er jeg overbevist om, at vi havde set en helt anden sanktion.”

Appelinstansen afviste i dag at behandle klagen fra det Svenske Fodboldforbund.

Sportsretsadvokat Jens Bertel Rasmussen udtaler:

”Den nærmere begrundelse for afvisningen er ikke angivet i afgørelsen, men det må forventes at skyldes det Svenske Fodboldforbunds manglende retlige interesse.”

Sportsretsadvokaten afslutter:

”Det er komisk, at det i sidste ende er DBU og formaliteter der redder kvindelandsholdet og i særdeleshed Spillerforeningen.

Særligt når spillerforeningen under hele forløbet har forsøgt at udstille DBU som den helt store skurk, som følge af at DBU ikke ville acceptere en aftale hvis indhold og formalia ville medføre omfattende og alt for vidtrækkende konsekvenser for hele DBU’s struktur.

Kvindelandsholdet bør i fremtiden stikke en finger i jorden inden de ubetinget følger Spillerforeningens rådgivning.”

Bredgade 30 den 02.02.2018

Bertel Rasmussen Advokater

For mere information om Jens Bertel Rasmussens 2. bog ”Mere end bare sport”, henvend dig på 70 25 21 15 eller på mail@bertelrasmussen.dk