Direktøren bør udelukkes fra al fodbold

I søndagens topopgør i den bedste græske række mellem PAOK Thessaloniki og AEK Athen, gjorde PAOK’s ejer og direktør, Ivan Savvidis, sig selv til hovedpersonen på yderst bizar vis.

I kampens 90. minut fik PAOK underkendt et mål pga. offside. Dommeren blev mødt med voldsomme protester fra hjemmeholdets spillere og fans. Situationen udviklede sig kun til det værre, da Savvidis selv stormede på banen med en pistol hængende i et hylster fra et bælte om livet.

Herefter omgjorde dommeren sin beslutning og forsøgte at få kampen genoptaget. AEK Athens spillere følte sig dog så truet af begivenhederne, at de ikke ville genoptage kampen til trods for dommerens opfordringer.

Ikke underligt har AEK Athen indgivet en klage til det græske fodboldforbund, og på baggrund af dommerens rapport vil der blive taget stilling til, om hjemmeholdet eller Savvidis skal straffes.

Sportsretsadvokat Jens Bertel Rasmussen er dog ikke i tvivl:

”Både klubben og Ivan Savvidis bør straffes i den her sag, sidstnævnte med udelukkelse fra al fodbold. Det er fuldstændig vanvittigt at storme banen med sine livvagter på den måde, og så samtidig medbringe et skydevåben. Det er meget chokerende, og jeg kan fuldt ud forstå beslutningen fra AEK Athens spillere om ikke at gennemføre kampen.”

Han fortsætter:

”Det er vigtigt at påpege, at sportslige sanktioner ikke er tilstrækkelige her. Der er brug for en straf, der er forebyggende og som slår fast, at denne her opførsel under ingen omstændigheder vil tolereres. Jeg forventer også, at det græske fodboldforbund vil slå særdeles hårdt ned på det.”

PAOK har tidligere haft store problemer med deres tilhængere. I en kamp mod Olympiakos den 25. februar i år kastede klubbens fans en toiletrulle i hovedet på Olympiakos’ træner, Oscar Garcia, der sendte ham en tur på hospitalet.

Svendborg d. 14. marts 2018