Ikke flere selvmål, kære Spillerforening (læs Mads Øland)

Billedet fra sidste års konflikt begynder at tegne sig igen. DBU og Spillerforeningen, som repræsentant for spillerne kan endnu engang ikke blive enige. Endnu engang bruger spillerne ivrigt pressen, som talerør for at lægge pres på DBU. Endnu engang er det med hele dansk fodbold, som gidsel.

Sportsretsadvokat J. Bertel Rasmussen kommenterer:

“Mit fodboldhjerte bløder over, at vi endnu engang er i denne situation. Jeg kan ikke forstå, at vi igen skal diskutere spillernes krav. Det er en ære at repræsentere sit land, og dette bør spillerne huske. Jeg håber, at spillerne snart blive lidt ydmyge og husker, at de alle er et produkt af DBU’s børne- og talentarbejde.”

Spillerne har meldt ud, at uenighederne drejer sig om de kommercielle rettigheder.

DBU har dog efterfølgende udtalt, at de er klar til at imødekomme spillernes krav på det kommercielle område. Dermed burde det være muligt at finde en aftale, men dette er stadig ikke sket.

Sportsretsadvokat J. Bertel Rasmussen langer ud efter Spillerforeningens direktør Mads Øland:

“Jeg har sagt det før, men gentager det gerne i håb om at spillerne vil indse det. Mads Øland er blandt problemerne i forhandlingerne. 

Jeg mener ikke, at han ønsker det kompromis, som burde være begge parters ønske i denne situation, hvor de er afhængige af hinanden. Mads Øland står stædigt på sine fagforenings kampe, og han gambler med dansk fodbolds fremtid.

DBU har meldt ud, at de oplever, at der bliver givet fejlagtige informationer om forhandlingerne. Hvis dette er korrekt, så er jeg ikke i tvivl om, at det er et led i Mads Ølands strategi. I så fald burde spillerne ikke tøve et sekund med at gribe ind og selv overtage forhandlingerne for deres egen og dansk herrefodbolds fremtid. Der skal være fuld tillid til ens repræsentant. Mads Øland skal jo guide spillerne til den bedste aftale for dem, og ikke den bedste løsning for Mads Ølands fagforeningskasket.”

Svendborg d. 30. august 2018