Matchfixing-skandale ruller igen

Det kommer efterhånden ikke som et chok for nogen, når matchfixing-spøgelset viser sig i sportens verden. Senest er det kommet frem, at FC Roskilde har været involveret i matchfixing.

FC Roskildes cheftræner, Christian Lønstrup, beskyldte for to uger siden sine spillere i at være involveret i matchfixing efter et nederlag til Lyngby på 1-2. Disse beskyldninger har nu kostet ham jobbet.

En af grundene til, at sagen har fået stor opmærksomhed er, at den trækker tråde til kriminelle miljøer i resten af Europa. Betting-sitet ”TIPICO” rapporterede umiddelbart forud for kampen, at der blev spillet uforholdsmæssigt store beløb på kampen – i Tyskland. Det har fået alarmklokkerne hos DIF og Danske Spil til at blinke, og FC Roskilde har besluttet selv at iværksætte en intern undersøgelse af sagen.

Vi afventer stadig en rapport fra DIF’s matchfixingsekretariat, og hvis beviserne er tilstrækkelige, kan det koste parterne dyrt.

”Det er meget alvorligt for spillerne. De kan risikere lange karantæner og bødestraf, hvis beviserne er stærke nok. Nu har spillerne jo valgt at spille med åbne kort, men man skal være godt naiv, hvis man tror, at kampen ikke på en eller anden måde har været manipuleret, når der er spillet så store pengebeløb, og så endda i Tyskland,” forklarer sportsretsadvokat J. Bertel Rasmussen.

Udlandet kan også

Sideløbende med sagen i FC Roskilde har spansk politi ifølge medier anholdt en række tidligere spillere og klubejere i forbindelse med en omfattende undersøgelse af matchfixing i de bedste spanske rækker, herunder La Liga.

Og for blot et par måneder siden blev badmintonspilleren Joachim Persson idømt en karantæne på 18 måneder, fordi han ikke indberettede en episode, hvor han var blevet tilbudt en større sum penge for at påvirke resultatet i en kamp.

Der er derfor god grund til at være bekymret for integriteten i sportens verden mener J. Bertel Rasmussen. Det er derfor vigtigt, at der bliver sat hårdt ind mod matchfixing.

”Vi ser en stigende tendens til, at sportsfolk kontaktes af kriminelle bagmænd, der forsøger at ødelægge sporten for egen vindings skyld. Der er efter min opfattelse behov for et større samarbejde internationalt set. Politiet og anklagemyndigheden skal spille en større rolle og skærpe indsatsen mod kriminelle grupper – på tværs af landene,” fortæller J. Bertel Rasmussen

Ros til bettingfirmaerne

Selvom der formentlig er mange sager, der aldrig ser dagens lys, mener J. Bertel Rasmussen dog, at man bør rose spiludbyderne for at råbe vagt i gevær.

”Jeg mener det er på sin plads at rose spiludbydernes samarbejde med DIF. Når der spilles mistænkeligt høje beløb, har alle pligt til at reagere hurtigt,” siger J. Bertel Rasmussen.