Skal doping kriminaliseres?

Bertel Rasmussen har i et nyligt interview med Ritzau (https://amtsavisen.dk/sport/Sportsjurist-opfordrer-til-kriminalisering-af-doping/artikel/430140), kommenteret på den nylige dopingskandale ved VM i langrend og skihop, hvor bl.a. 5 atleter blev anholdt og sigtet for dopingmisbrug.

Atleterne kan nu se frem til en længerevarende dopingkarantæne, hvis længde særligt afhænger af omfanget af dopingmisbruget. Derudover kan de også se frem til en bøde- eller fængselsstraf.

I Danmark ville atletenerne slippe med en sportsretslig sanktion i form af f.eks. en karantæne.

Sportsretsadvokat J. Bertel Rasmussen mener det er på tide, at det bliver muligt at sanktionere atleter og støttepersoner, herunder læger, på et strafferetligt niveau i Danmark.

”Der bør efter min mening være mulighed for at indføre en bestemmelse i straffeloven, der konkret straffer atleten for i grove tilfælde at indtage eller besidde doping. Hvis man ved, at dopingmisbrug medfører en plet på straffeattesten, så tror jeg det vil have en mærkbar effekt.”

En bestemmelse i straffeloven kan ifølge J. Bertel Rasmussen også være med til at løse problemet omkring de læger og støttepersoner, der medvirker til dopingmisbruget, men kan på den anden side også skabe et bevismæssigt problem:

”De sportslige regelsæt stiller mere lempelige krav til beviserne. F.eks. er det tilstrækkeligt, at dopingmidlet er til stede i din krop, medmindre du kan bevise, at det er til medicinsk brug. Straffeloven kræver, at man skal kunne bevise et forsæt til forbrydelsen, hvis en gerningsperson skal dømmes. Derfor kan det blive svært at bevise atletens forsæt, hvis man skal kunne straffes for dopingmisbrug.”

Om lægerne udtaler J. Bertel Rasmussen:

”Jeg kunne godt forestille mig en straffebestemmelse, hvor det er udpenslet, at en læge kan straffes for medvirken. Derefter kan sundhedsmyndighederne så selv bestemme, om lægen skal fratages sin autorisation. Jeg ved godt, at det kan virke voldsomt, når både atleter og læger straffes både i og uden for det sportsretlige system, men det er nu engang nødvendigt, for at komme dopingmisbruget til livs.”

Hvordan er reglerne nu?

Forbuddet mod dopingmisbrug er sanktioneret i et sammensurium af regler, der forekommer meget uoverskueligt.

Sportsretlige sanktioner

Både atleter og støttepersoner (såsom trænere og læger) kan sanktioneres efter reglerne i WADP (World Anti Doping Program), der er skabt af WADA (World Anti Doping Agency). Disse regler er indført i dansk ret af Anti Doping Danmark, og betegnes som De Nationale Dopingregler, som altså fastsætter en sportslig straf, såsom en karantæne eller fratagelse af sejre.

Derudover har Dansk Idræts Forbund vedtaget et matchfixingregulativ, der forbyder manipulation og uetisk adfærd i forbindelse med idrætskonkurrencer.

Sagt på en anden måde er atleters dopingmisbrug, og lægers medvirken til samme, altså kun sportsretligt sanktioneret.

Strafferetlige sanktioner

I lov om fremme af integritet i idrætten findes bestemmelser, der straffer personer for at påvirke et resultat i en idrætskonkurrence. Det kunne f.eks. være en situation, hvor en atlet bestikkes af bagmænd, der forsøger at opnå en økonomisk vinding på baggrund af resultatet. I denne situation vil både atleten og bagmanden risikere straf.

Supplerende gælder også straffelovens § 279 om bedrageri, der principielt kan finde anvendelse på situationer om doping, hvis man kan bevise et forsæt, samtidig med at gerningspersonen opnår en uberettiget vinding.

Efter dopingloven af 2009, der har levet en stille tilværelse, straffes man med fængsel i op til 2 år, hvis man f.eks. indfører, forhandler eller fremstiller doping. Og i 2013 fik denne regel en ”storebror” i straffelovens § 191a, der giver mulighed for at straffe grove tilfælde med helt op til 6 års fængsel.

Specielt for denne regel er, at den tilsigter at straffe for grossistlignende handel med dopingpræparater på linje med euforiserende stoffer. En atlet vil formentlig derfor aldrig blive tiltalt for denne bestemmelse.

Problemet med ovennævnte regler er først og fremmest, at de overlapper hinanden i en sådan grad, at mange vil have svært ved at skelne mellem dem.

Dernæst er problemet, at de strafferetlige sanktioner sigter mod at straffe dopingtrafficking og personer, der bestikker atleter for at opnå profitbærende resultater i idrætskonkurrencer.

Med andre ord er der altså ingen fare for, at en dansk atlet vil få besøg af en politibetjent, som reglerne er nu – fordi ingen af reglerne straffer atleten for dopingmisbrug på et strafferetligt niveau. På samme måde kan man stille spørgsmålstegn ved dopinglægerne – slipper de også?

Lægens strafansvar

Typisk har idrætsorganisationer, f.eks. landshold eller klubhold, tilknyttet en læge.

Mange atleter har desuden tilknyttet egne læger, der ordinerer den nødvendige medicin inden for rammerne af dopinglisterne, når de på egen hånd deltager i individuelle konkurrencer.

Historien har vist, at et fåtal af læger udnytter deres erhverv til at levere dopingpræparater til atleter. Som eksempel kan nævnes den spanske læge, Eufemiano Fuentes. Han blev under ”Operation Puerto” idømt en straf for at bringe folkesundheden i fare, da det kom frem, at han havde leveret dopingpræparater til en række kendte cykelryttere og bl.a. havde opbevaret blodposer på en uforsvarlig måde.

På et strafferetligt niveau kan sundhedspersoner i Danmark ifalde et strafansvar for en række bestemmelser i straffeloven, f.eks. ved at skabe nærliggende fare for personers liv og legeme.

Rent administrativt kan læger også blive frataget deres autorisation efter autorisationslovens regler, hvis de groft forsømmer deres pligter. Indtil nu tyder intet dog på, at nogen læge er frataget sin autorisation her i landet pga. ordinering af dopingpræparater. Måske er sanktionen blot blevet afløst af en fyreseddel i det konkrete tilfælde.

Når alt kommer til alt kan man altså argumentere for, at atleterne falder ned mellem 2 stole, når han ifølge de danske regler udelukkende straffes i det sportsretlige system.

Er kriminalisering af dopingmisbrug et udtryk for dobbelt strafbarhed?

Man kan påpege det urimelige i, at en atlet, hvis doping kriminaliseres, vil blive straffet 2 gange for den samme forseelse. Dette kunne f.eks. være en situation, hvor en atlet idømmes en dopingkarantæne i det sportsretlige system og en betingelse fængselsstraf i det strafferetlige system.

Selvom J. Bertel Rasmussen er tilhænger af en strafferetlig sanktion, understreger han dog, at der stadig er et hensyn at tage til atleten. Atleten risikerer jo allerede ved straffen i det sportsretlige system at miste sit job, sine præmiepenge, sine rekorder og placeringer:

”Jeg mener ikke, at alle former for dopingmisbrug skal medføre en straf. Efter min opfattelse er det kun de meget grove tilfælde, hvor der skal rejses tiltale. I de groveste tilfælde er der ikke samme hensyn til at tage til risikoen for at ”dobbelt-straffe” atleten, som der er i mindre grove tilfælde.”

Til trods for, at en strafferetlig sanktion af dopingmisbrug vil medføre en mere indgribende straf, har der i de seneste 2 årtier været en tendens til, at dopingreglerne kun bliver strengere. I lande som Italien og Østrig, kan der idømmes straf for doping ved en domstol, og i Østrig har man sågar bestemt, at det er ulovligt for atleter at arbejde med trænere og officials, der tidligere er idømt sanktioner for doping.

Historikken i disse lande, for så vidt angår dopingsager, har dog været betydeligt mørkere end i Danmark, hvorfor man vil kunne argumentere for, at der mangler et reelt behov.

Alligevel kan strafferetlige sanktioner være et effektivt middel mod en af sportens allerværste fjender.