Den nye ferielov

Den nye ferielov – Det skal du være opmærksom på som arbejdsgiver

Overgangsperioden fra den gamle til den nye ferielov træder i kraft fra den 1/9-2019. Som arbejdsgiver er der derfor nogle spørgsmål du skal tage stilling til.

Den 1/9 2019 begynder vi på overgangsperioden fra den gamle til den nye lov. Og det kan være lidt uoverskueligt at finde ud af, hvad det egentlig betyder for dig som arbejdsgiver. Men frygt ej for Bertel Rasmussen Advokater fortæller dig her, hvad du særligt skal være opmærksom på fra den 1/9-2019.

Den mest markante ændring i den nye ferielov er, at alle medarbejdere optjener og afholder ferie løbende i samme år. Dette princip træder endelig i kraft d. 1/9 2020, men for at få den gamle ferieoptjenings- og afholdelsesperiode til at gå op med den nye, kommer der en overgangsperiode fra den 1. september 2019 og frem til den 31. august 2020.

Feriepenge optjent i denne periode vil blive indefrosset, og først være tilgængelige, når medarbejderen stopper på arbejdsmarkedet, som typisk er ved pensionsalderen. Dette er for at undgå, at dine medarbejdere skal afholde to års ferie på et år.

“Som arbejdsgiver betydre det, at den 31. august 2020 skal der indefryses et beløb svarende til 12 måneders ferie pr. medarbejder. Det kan sammenlignes med det man i dag kender som afregning af når en medarbejder fratræder,” tilføjer advokat Christina Nimand Hansen fra Bertel Rasmussen Advokater.

Det skal du være opmærksom på

Den ferie som dine medarbejdere optjener i den såkaldte overgangsperiode 1/9-2019 til 31/8 -2020, og som bliver indefrosset indtil medarbejderen fratræder arbejdsmarkedet kan forvaltes på forskellige måder. Som arbejdsgiver skal du derfor gøre op med dig selv om, hvordan du vil håndtere den sum penge, som reelt kommer til at stå på hold, indtil medarbejderen forlader arbejdsmarkedet. Og her har du to muligheder.

  1. Enten kan du lade pengene stå i firmaet og selv sørge for at forrente dem i overensstemmelse med den forrentning du vil få besked om fra Feriefonden.
  2. Eller du kan indbetale det indefrosne beløb til Feriefonden, og derved lade dem stå for det hele.

Hvis du vælger løsning 1, har du altid mulighed for senere at indbetale det forrentet beløb til feriefonden – altså skifte til løsning 2. Når du først har valgt løsning 2, kan du ikke ombestemme dig og få pengene tilbageført til virksomheden.

Dertil kommer den krølle på en i forvejen kompliceret overgangsperiode, at løsning 1 kun er mulig for medarbejder med ferie med løn. Hvis man i dag indbetaler til Feriekonto og feriekortordninger med feriekasser, skal man fortsat løbende indbetale.

den nye ferielov

Løsning 1 – Jeg gør det selv

Det er en ny fond kaldet ”Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler” som vil stå for selve ordningen og informere virksomhederne om betalingen, når medarbejderen forlader arbejdsmarkedet. Du kan derfor vente med at lægge pengene til dagen hvor medarbejderen skal bruge dem. Men du skal som arbejdsgiver dog selv sørge for at holde styr på at forrente dem.

”Denne model gør det muligt for virksomhederne at beholde pengene i virksomheden indtil medarbejderne skal have dem udbetalt. På den måde kan man undgå pludselige likviditetsproblemer på grund af den nye lov. Man skal dog som arbejdsgiver være opmærksom på, at beløbet regnskabsmæssigt skal afsættes og forrentes,” fortæller advokat Christina Nimand Hansen.

Løsning 2 – Jeg lader Feriefonden stå for det

Du kan også lade Feriefonden stå for at holde styr på de indefrosne feriepenge, samt rentetilskrivelserne og de kommende udbetalinger. Det gør de ved at indbetale summen af de fem ugers feriepenge til den nye fond, som så vil stå for det hele.

”Med den anden model kræver det at du har likviditeten i firmaet til at indbetale feriepengene for alle dine medarbejdere. Det betyder så, at du ikke skal tænke på det mere, og ikke selv skal holde styr på forrentningen af feriepengene. Det er så også den nye fond, som vil sørge for udbetalingen, når din medarbejder går på pension,” uddyber Christina Nimand Hansen.

 

Brug for hjælp? Vi står klar!

Har du brug for hjælp eller rådgivning i forbindelse med den nye ferielovgivning eller generelt i forhold til ansættelsesret, så kontakt gerne vores dygtige advokat Christina Nimand Hansen på mobil: 40 98 52 92 el. mail ch@bertelrasmussen.dk